D. 25-09-2023 begyndte vores gruppe af mænd, også dem vi kalder for "de blå mænd" at gøre klar til vores installation af varmepumpe i forsamlingshuset.
Takket være vores sponsorer bliver de store renoveringer en mulighed til gavn for alle brugere af huset.
Vi starter i år med udskiftningen af varmekilden, hvor nu første etape med at fjerne oliefyret og "den sorte energi" er gennemført.
Varmepumpen er på vej og bliver snarest monteret, installeret og kalibreret så huset igen kan udlejes og bruges af os selv - det er vi nemlig gode til :-)
Vi får en luft til vand varmepumpe som er en af de billigste energiformer til opvarmning. Selve pumpe kører på el, og trækker varmeenergi ind fra luften udenfor med en ventilator. Herfra videre til et kølemiddel i en varmeveksler, videre komprimeres dette kølemiddel og kan så omdanne energien herfra til vand med højere temperaturer, der så er koblet på forsamlingshusets vandbaserede varmesystem.
Det bliver rigtig spændende for bestyrelsen at holde øje med vores nye CO2 venlige varmekilde.
I det nye år 2024 kommer taget til at stå overfor en udskiftning, ventilation tilføres til huset for et bedre indeklima og der kommer solceller på taget.
Alt det sker i vores forsamlingshus - Ålum og Omegn. Vi kunne bestemt ikke have gjort dette uden særlige kræfter i byen, som har brugt mange timer på at skrive ansøgninger til forskellige fonde. Ydermere kunne vi heller ikke begynde disse store projekter uden fondenes tilsagn.
Artiklen opdateres med billeder og nyt når varmepumpen endeligt er på plads.
10-10-2023 opdatering
Varmepumperne er nu monteret. To stk.! Vi glæder os over, at vores forsamlingshus nu er gået fra sort til grøn energikilde.
Vi har også sikret, at vi har den rigtige elaftale til formålet.
Vi har opdateret galleriet med billederne fra montagen - der kan du tage et kig på omstillingen.
Nu afventer vi 2024, hvor det næste store projekt går i gang med nyt tag og solceller. Solcellerne kommer til at bidrage til husets grønne omstilling og bliver udgiftsreducerende for varmeudgiften.
Det er vigtigt for vores fællesskab at det centrum som forsamlingshuset repræsenterer også er tidssvarende og lever op til de infrastrukturelle forventninger vi har. Men det kommer ikke af sig selv. Kompetente og gode kræfter har arbejdet med at indsamle midler hos fondene, som på baggrund af deres arbejde har tilgodeset vores projekter her i vores dejlige Ålum. Tak for jeres indsats.